Kan du se Lyset - en barndom med incest. D. 26. juli

Anmeldelse af Psykologforeningen - Af Merete Gudmand-Høyer, psykolog
https://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/boganmeldelser/kan-du-se-lyset-en-barndom-med-incest/

I Kan du se lyset fortæller Birne Dalbjerg om sin opvækst i en dysfunktionel familie og sin egen vej mod lyset.

Birne voksede op i en familie med omfattende omsorgssvigt og overgreb, hvor familiens børn blev misbrugt af de voksne og samtidig truet til tavshed. I bogen beskriver Birne også familiens svigt, overgrebs- og tavshedskultur samt hvordan, tavshedskulturen beskyttede familien mod indblanding udefra.

Birne er 10 år gammel, da hun kommer ud for en nærdødsoplevelse og møder lyset. Birne fortæller i bogen om den hjælp, hun fik fra lyset, og om sin egen vej fra barndommens mørke gennem voksenlivet, hvor hun kæmper med barndommens skygger og finder sin vej frem til lyset.

Birne fortæller i berettende og reflekterende form, fri for bitterhed eller anklager, hvilket får beretningen til at stå meget stærkt. Birne viser i bogen stor forståelse for kultur, dynamik og sammenhænge, og på den måde bliver bogen også et værdifuldt bidrag til viden og forståelse. Sidst, men ikke mindst, er bogen en enestående beretning om et menneske, som fik vist lyset i en nærdødsoplevelse, og som kunne modtage det og bevare det og til sidst finde sin egen plads i lyset.

Som teenager var Birne hos to skolepsykologer, som begge bedømte hende på adfærdssymptomer, men ikke interesserede sig for den underliggende vrede og fortvivlelse og følgelig kom til at cementere tavsheden.

Birne skriver, at hun håber, at samfundet får mod til at erkende det åbenlyse, således at børn, som udsættes for alle former for svigt, kan få hjælp. Birne peger hermed på, at tavsheds- og benægtelseskulturen også omfattede omgivelserne, skolen og hjælpesystemet. Samtidig peger Birne på, at det også sker i dag. Bogen rummer værdifuld viden, som kan bruges i arbejdet med at erkende tavshedsmuren omkring svigt og overgrebsfamilier og bryde igennem den.

Bogen er absolut værd at læse for alle, som arbejder med børn og familier – og for alle, som interesserer sig for arbejde med ressourcer, lys og kærlighed.

Bogen er dedikeret til Birnes psykolog Michael Hedetoft Christoffersen, som døde under Birnes terapiforløb hos ham. Han formåede at bryde igennem tavsheden og skabe et rum, hvor Birne kunne slippe skyggerne og bryde igennem til lyset.

Anmeldelse af Psykolog Sif Jørnsen - min kusine

Bogen ”Kan du se lyset” beskriver på en nøgtern og reflekteret måde en barndom og ungdom spækket med seksuelle overgreb, massivt omsorgssvigt og vold. Birnes beretning er sober, uden bitterhed og direkte bebrejdelser mod krænkerne og de voldelige. Netop dette gør, at hendes fortælling står så meget stærkere. I forhold til visse af overgriberne og den mor, som skulle have beskyttet hende, rummer fortællingen endog tilgivelse.

Birne beskriver, hvordan hun finder sin egen vej gennem opvæksten ved at udvikle en række psykologiske forsvarsstrategier, der betyder, at hun når frem til voksenlivet uden at gå i stykker rent psykisk. Hun er velbegavet, stædig og viljefast, fordi hun vil livet – men er heller ikke bange for døden.

Bogen beskriver også et yderst sygeligt familiemønster i en meget stor familie gennem flere generationer, hvor de voksne har kendt til det seksuelle misbrug af mange af børnene og børnebørnene. De børn, der blev misbrugt, havde forældre, bedsteforældre, mostre, onkler og søskende, der vidste og accepterede, at det skete, ligesom disse børn også ofte blev belønnet for at underkaste sig misbruget med f.eks. en ekstra skilling fra bedstefar. Mange af disse børn har i dag udviklet alvorlig psykisk sygdom eller personlighedsforstyrrelser.

I denne familie var også en veludviklet tavshedskultur, hvor man ikke snakkede om, hvad der reelt skete. Når noget gik helt galt, var hele familien enige om fortielsen, og man opfandt andre historier eller løgne for at dække over den barske virkelighed.  

Jeg har læst bogen med to forskellige briller. Dels er jeg selv medlem af denne familie, og dels er jeg psykolog.

Kusinen anmelder

Jeg er selv medlem af denne familie, idet jeg er Birnes kusine. Der er ca. 5 års aldersforskel på Birne og jeg. Jeg har kendt eller kender fortsat de fleste af de personer, der omtales i bogen. Jeg er som barn kommet i Birnes barndomshjem og har kendt hendes forældre og søskende. Jeg er barnebarn af de samme morforældre som Birne, og jeg er også kommet i deres hjem. Når hun beskriver personerne og f.eks. de forskellige familiemedlemmers bolig, er jeg ”tilbage” i min egen barndom. Vi var mange børnebørn i denne familie, og jeg husker Birne, fra hun var en lille pige. Selv har jeg ikke været seksuelt misbrugt hverken hjemme eller hos vores morforældre. Måske fordi min far var tidligere politimand. Men jeg husker, at jeg af min morfar blev ”tilbudt” til Birnes og min fælles morbror, men vraget. Jeg husker morbrors og flere af mine onklers ”klamme” blikke på os piger. Jeg ved også, at andre af mine kusiner ud over Birne har været udsat for groft seksuelt misbrug hos vore morforældre.

Som voksne har Birne og jeg ikke haft meget kontakt. Vi har besøgt hinanden et par enkelte gange. Men som det jo ofte sker i disse tider, finder man gamle bekendte på Facebook. Det skete også for Birne og mig. Vi havde et par år, hvor vi venligt likede hinandens opslag og lærte at kende lidt mere til hinandens liv. Pludselig en dag fik Birne – vist nok ved en fejltagelse – slået noget op om sin nye bog ”Kender du lyset” på sin profil. Den var måske tilgængelig viralt et par minutter. Så opdagede hun fejlen og slettede opslaget igen. At jeg var på Facebook lige på det tidspunkt og så opslaget, var noget af et tilfælde – eller et lille mirakel. Vi er senere blevet enige om, at det jo nok var skæbnen. Jeg kunne jo straks genkende familien, og Birne gav mig tilladelse til at læse bogen. Siden da har vi været i tæt kontakt på mail og udvekslet mange erindringer om vores fælles familie med de meget, meget syge strukturer. Vi har også aftalt at mødes. Så man kan sige, at online-kontakt skaber offline-kontakt – og det er jo dejligt og livsbekræftende.

Jeg håber, at Birne har fået noget ud af mine mange, mange kommentarer til hendes bog. Jeg har kunnet bekræfte, at familien var, som hun har beskrevet. Vi har oplevet mange af de samme personer og begivenheder. Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at Birnes barndom og ungdom var så hård og brutal, før jeg læste bogen. Også mellem os børn herskede tavshedskulturen tungt. Men jeg har haft mange brudstykker og løsrevne erindringer fra dengang i vores barndom og ungdom, som nu er faldet på plads som brikkerne i et puslespil. Det har været befriende for mig, og jeg har også fået bragt orden på en del af min egen fortid. Birne har også bidraget med mange nye oplysninger og fortællinger om den del af familien, som jeg er vokset op i, dvs. mine forældre og min søster. Det har også fået mange brikker i min egen tilværelse til at falde på plads.

Psykologen anmelder

Som psykolog har jeg gennem hele mit arbejdsliv arbejdet terapeutisk med udsatte børn og unge. Jeg har gennem årene haft mange behandlingsforløb med klienter, der var eller havde været udsat for seksuelt misbrug. Det har drejet sig om både børn, unge, voksne og familier, og det har drejet sig om klienter af begge køn. Derfor kan jeg også se Birnes livsforløb fra en faglig synsvinkel. Birnes opvækst med de mange og ofte særdeles voldelige overgreb hører så absolut til i den helt tunge ende. Der er ikke tale om en enkelt krænker i et afmålt tidsrum, men derimod om en hel række krænkere over en meget lang årrække.

Birne tager udgangspunkt i sin egen oplevelse af krænkerne og de øvrige personer omkring hende. Hun beskriver overgrebene set fra hendes synsvinkel, og dermed giver hun også et indblik i, hvordan hun på det psykologiske plan har forsøgt at beskytte sig. Disse psykologiske forsvarsstrategier har udviklet og ændret sig gennem opvæksten svarende til hendes alder.

Som lille pige har det været sværest. Forsvarsmekanismerne har ikke været ret effektive. Hun forsøgte at undvige og usynliggøre sig. Hun håbede inderligt, at moderen ville beskytte hende, men måtte gang på gang konstatere, at selv om moderen var fysisk til stede og vidste, hvad der foregik, greb hun ikke ind. Moderen nærmest overleverede den lille Birne til morbroderen og til den mentalt udviklingsforstyrrede søn af én af sine veninder. Begge mænd, som på ingen måde ville være i stand til at etablere en relation til en voksen kvinde.

Som skolepige sørgede hun for at holde de voksne professionelle på meget lang afstand – bl.a. ved at usynliggøre sine faglige kompetencer og være udadreagerende og provokerende.

Da Birne kom ud for en alvorlig strømulykke som 10-årig, mødte hun ”Lyset”, som guidede hende gennem tilværelsens vanskeligste oplevelser. ”Lyset” blev ledetråden i hendes tilværelse. Strømulykken betød også, at Birne fik nemmere ved at holde familiens hemmeligheder skjult for de professionelle, idet hendes adfærd og symptomer i en lang periode blev tilskrevet ulykken.

Overgrebene blev ikke kendt for nogen uden for familien, og ingen greb ind for at stoppe dem. Oven i købet kom flere krænkere til, idet hendes to ældre søskende, som også havde været udsat for overgreb og et stærkt seksualiseret opvækstmiljø, nu også påtog sig aggressorens og krænkerens rolle i forhold til den noget yngre Birne.

Det blev Birne selv, der måtte sørge for at stoppe overgrebene. Det gjorde hun ved at blive gadebarn samtidig med, at hun tog en studentereksamen. Hun mødte mennesker ude i verden, som hjalp hende og ville hende det godt uden at misbruge hende. Gennem flere år havde hun intet fast opholdssted, men sov i parker, i offentlige rum, et par nætter hos den ene og et par nætter hos en anden. Mange nætter gik hun simpelthen rundt i gaderne. Lektierne blev læst på en bænk eller i toget. Det er klart, at det var svært og uhyre ensomt at gennemføre en gymnasial uddannelse under disse vilkår. Birnes held var hendes udtalte musikalitet. Hun gik på en musiklinie på et særligt udvalgt gymnasium, og det var måske hendes talent og musikalske evner, der gjorde, at lærerne var meget langmodige. Desuden mødte hun forskellige ”engle”, som hun kalder dem. Det var mennesker, der hjalp hende med midlertidigt husly, mad og moralsk støtte til at gennemføre sin uddannelse. Birne formåede mod alle odds at gennemføre en længere videregående uddannelse.

Birne blev gift og fik to børn med en mand, som også misbrugte hende. Efter skilsmissen fra denne mand, måtte hun kæmpe mod hele det sociale system for at beholde sine børn og beskytte dem mod en far, der skadede dem. Det var først, da begge børn var kommet godt i vej og klarede sig, at Birne mødte en psykolog, som hun langsomt turde etablere et tillidsfuldt forhold til. Her fik hun for første gang lukket op og fik arbejdet med det særdeles vanskelige liv, hun havde haft. Desværre ”forlod” denne psykolog Birne, da han døde under behandlingsforløbet på grund af alvorlig sygdom.

Men Birne havde fået kræfter til at arbejde videre på egen hånd, og et af resultaterne er denne bog. Det er meget modigt og sejt, at Birne når frem til at offentliggøre, hvad der er sket i hendes liv og i den familie, som hun stammer fra. Dette arbejde må have kostet umenneskeligt mange kræfter.

---  oOo  ----

I dag er alle i vores bedsteforældres og forældres generation døde, og Birne og jeg er ældre damer i 60’erne. En del af de øvrige børnebørn holder stadig kontakt med et årligt fætter/kusine træf – men her er Birne og jeg ikke med. Vi ønsker det ikke, og vi regner heller ikke med at være velkomne. Vi ved, at løgnene og historierne om de ikke-tilstedeværende – bl.a. os - stadig er en væsentlig del af det, der udveksles i denne kreds. Familiens kultur med løgne og tavshed om, hvad der sker og er sket, fortsætter og trives i bedste velgående. Men Birne var den af alle os fætre og kusiner, der havde mod og styrke til at bryde tavsheden og gøre op med løgnene. Det har hun gjort med denne bog.