HVEM ER JEG

Foto: Tine B. 2531 9897 Model: Nanna Ferup

Jeg er en overlever, en mønsterbryder, en der vil livet og gøre det på en tilbagetrukken måde, samtidig med, at jeg ønsker at mine bøgers budskaber må nå ud i samfundet. Jeg er opvokset i det smukke Nordsjælland og har en musikpædagogisk eksamen. Jeg debuterede i 2018 med bogen: "Kan du se Lyset" – et gruopvækkende vidnesbyrd om en barndom med vold, psykisk terror og seksuelle overgreb. Her 31. Januar udkom så min anden bog: "Blot en borger" - en beretning om et helt voksenliv i systemet, heldigvis et helt fremmed univers for de fleste. Begge bøger har en lektørudtalelse. Den er for alle med interesse for det danske velfærdssystem.  Kildeangivelse: Lektørudtalelse, DBC
     Birne Dalbjerg er mit forfatternavn. Jeg har valgt dette navn, fordi det hentyder til, at jeg er musiker, klarinetist. En klarinet består af 5 dele. Den anden øverste del hedder birne. Den er lettere pæreformet, og Birne betyder pære på tyst. Fornavnet blev derfor Birne. En klarinet er blandt andet lavet af træsorten dalbergia-familien. Så i første omgang blev efternavnet Dalberg. Men hos alt for mange af mine venner indgik navnet Dalberg i deres fulde navn. For at holde anonymiteten blev efternavnet derfor Dalbjerg.

     Nu havde jeg fundet mit pseudonym: Birne Dalbjerg.
     Jeg er født i 1955 i Nordsjælland. Jeg er den yngste ud af tre søskende. En storebror og en storesøster. Jeg er opvokset i 60’erne og 70’erne i en såkaldt arbejderfamilie, det vil sige min far arbejdede som ufaglært, og min mor arbejde dels sort som rengøringshjælp og i perioder med opvask på et apotek.
     Som så mange andre drømte mine forældre om at komme op i middelklassen, så selvfølgelig købte de hus og bil, hvor konsekvensen blev, at vi ofte var på grænsen til at sulte.
     Dernæst tjente deres huskøb som rammen om en daglig forstyrret mishandling af alle os tre børn. Vold, psykisk terror og seksuelle overgreb.
     Men jeg er også vokset op under forskellige moralske holdninger, som hjalp mig frem i verdenen.
     Vi skulle opføre os ordentlig – specielt i skolen. Det kneb det nu meget med for mit vedkommende. Jeg lavede altid ballade på den ene eller anden måde. Pjækkede og larmede, men der kom mystisk nok ikke nogen voksne reaktioner ud af det.
     Vores skolearbejde skulle være i orden, - og det blev overholdt. Min søster var en 13. tal pige, og ligeså min bror inden for matematik, fysik og kemi. Jeg? Jeg haltede mig igennem, dog lige over gennemsnittet.
     Vi skulle have fritidsjob – hvilket vi havde. Vi skulle går til fritidsaktiviteter, - hvilket vi gjorde.
     Som barn knyttede jeg mig til to i min skoleklasse, som også var i udkanten af samfundet.
     Jeg udviklede som barn en evne til at huske ordret hvad der blev sagt, og kunne derved gengive ordret, hvad folk sagde. Denne evne har jeg bevaret hele mit liv igennem. Dog med alderen er behovet for at huske ordret begyndt at fylde mindre.
     At skrive bøgerne "Kan du se Lyset" og nu "Blot en borger" har været med til, at jeg ikke længere går ordret og husker på alle urimelighederne, der er dels begået og dels sagt til mig. Nu er der plads til at kunne huske gode minder – måske ikke så mange fra min barndom, men der er masse af gode minder med mine børn og børnebørn.
     Jeg har tre børnebørn, som er noget af det mest livsbekræftende jeg kender til. I mine down perioder finder jeg livsgnisten og livsglæden ved at være sammen med dem. Se videoer af dem. Få knus af dem, findes der noget mere livsbekræftende?
     Formålet med at skrive mine bøger er også, at give alle dem der har et liv der kører mere på skinner indblik i, hvordan livets bagside kan forme sig, samtidig med, at det også kan blive til et værdifuldt liv.
     Jeg ønsker ikke offentlighedens søgelys som Zorning. Min første bog er sammenlignet med henholdsvis Tønderpigens bog, Zornings bøger og Kommunebarn i lektørudtalelsen på Bibliotek.dk
Kildeangivelse: Lektørudtalelse, DBC.

Med venlig hilsen

Birne Dalbjerg